Artikler

Er revisor arbejde og bestyrelsesarbejde altid = samarbejde?

Umiddelbart burde svaret være ja, naturligvis – begge parter arbejder for ”selskabet og aktionærerne” og derved burde de samarbejde om at nå selskabets mål. Desværre er det min erfaring gennem mange år i branchen, at virkeligheden ikke altid er i overensstemmelse med den fornuftprægede og naturlige løsning. En sådan ageren fra revisor og bestyrelse er på ingen måde i overensstemmelse med selskabets interesser.

Der findes omkring 36.000 aktieselskaber, hvor der jf. selskabsloven er krav til at de skal have en bestyrelse, dertil kommer et stort antal anpartsselskaber mfl., som af frivillighedens vej har tilvalgt en bestyrelse. Selskabsloven indeholder ikke krav til en bestyrelses professionalisme, hvilket giver sig udslag i et stort antal af bestyrelser med ikke professionelle medlemmer, i dagligdagen går de under navnet ” tantebestyrelser”. En undersøgelse fra 2010 viser, at forholdet mellem bestyrelser med overvægt af professionelle medlemmer og ikke professionelle medlemmer ”tantebestyrelser” først ændres i virksomheder mellem 50-99 ansatte. Det er tankevækkende at det forholder sig sådan, da der ligger flere undersøgelser, som viser at selskaber med en professionel bestyrelse performer væsentligt bedre end selskaber med en ”tantebestyrelse”.

Revisor er for mange selskaber og aktionærer deres nærmeste rådgiver, blandt andet fordi revisor tit har været med fra fødslen af selskabet, og derved har fået et indgående og langt kendskab til selskabet og dets aktionærer. Dette forhold bliver tit og ofte udfordret, den dag selskabet får en professionel bestyrelse, hvor rollerne skal fordeles på ny. Situationen kan let medføre en form for konkurrence mellem revisor og bestyrelse om aktionærernes gunst, hvilket på ingen måde er til fordel for selskabet.

Mit råd til selskaber, når de får ny bestyrelse eller går fra en ”tantebestyrelse” til en professionel bestyrelse, er samarbejde, således revisors erfaring omkring selskabet og aktionærerne kan bibeholdes og udnyttes sammen med bestyrelsens kompetencer. Samarbejdet vil medføre at bestyrelsen hurtigere får indsigt i selskabets forhold, et bedre grundlag at kunne træffe beslutninger på for ledelse af selskabet. Derudover skaber samarbejdet den nødvendige tillid mellem revisor og bestyrelse, hvorved selskabet opnår et samarbejde mellem bestyrelse og revisor om at nå selskabets mål. Når samarbejdet er rigtig godt oplever selskabet, bestyrelse og revisor at det går op i en højere enhed til stor gavn for selskabet.

Slutteligt vil jeg opfordre alle selskaber nøje at overveje fordele og ulemper ved at skifte ”tantebestyrelsen” ud med en professionel bestyrelse. Det er min erfaring at fordelene langt overskygger ulemperne, også når bestyrelsen honorarer tages med i ligningen.

Skrevet af:
Peter Ørnfeldt Thomsen
Baker Tilly

Andre artikler:

Digitalisering
admin

Digitalisering af SMV’er

Hvad driver digitalisering? Digitaliseringen i erhvervslivet, fra håndværkere til revisorer, fra banker til butikker er oftest drevet af den nødvendige forretningsoptimering og effektivisering for at

Læs mere »