Som ejerleder kan du ikke lave alting selv, derfor er det vigtig at man har tilknyttet nogle stærke rådgivere, så man kan drive sin virksomhed effektivt, og derved sikre en stabil drift og bundlinje.
Bank
Banken er en vigtig samarbejdspartner og kan være en god rådgiver. En god bank ser ikke kun på bankprodukter, men sætter sig ind i din forretning, så de bedst muligt kan rådgive dig. Den gode bank ser helheden og ikke kun hvilke produkter den kan tilbyde, hvad enten det hedder leasing af udstyr, lån til ekspansion eller bygninger m.m. En god bank sikrer ligeledes et godt finansielt beredskab. En måde at tænke ens finansielle beredskab på er, at forestille sig at der kommer 0 kr. i kassen det næste stykke tid. Hvor lang tid kan man så betale lønninger og andre faste udgifter? Det skal nok være nogle måneder, ellers er det finansielle beredskab for dårligt. Gode banker er fleksible, og kan støtte i tilfælde af uforudsete kapitalbehov som f.eks. manglende betaling fra en kunde eller en mistet ordre. Banken skal sætte en pakke sammen som giver dig et økonomisk råderum som gør, at du kan drive din forretning rentabelt og ikke mindst uden at skulle bruge unødige mentale ressourcer på at bekymre sig om økonomien.
Revisor
For mange mindre virksomheder er revisoren en tæt samarbejdspartner. Revisoren har måske været med til at hjælpe ejeren med at stifte virksomheden, og har ofte samarbejdet med virksomheden i mange år. For at minimere risikoen og sikre den fornødne driftskapital er det ikke nok at kigge på økonomien en gang om året. For mindre virksomheder bør man mindst en gang i kvartalet, danne sig et overblik, tjekke om man holder budgettet, og hvis ikke så lave en slagplan for hvordan man får rettet op. Har man ikke kompetencer inden for økonomi i huset, så brug revisoren, de kender jer, og vil sikkert rigtig gerne udarbejde en kvartalsrapport med relevante nøgletal som kan give ejerlederen det fornødne overblik.
Advokat
Advokater er dyre, og derfor kan det godt give mening at have flere, da prisen kan variere voldsomt. Hav en allround advokat som kan hjælpe med de fleste ting og som ikke koster en bondegård. Hyr eksperter ind hvis det drejer som om patenter, international lovgivning eller andre højt specialiserede opgaver hvor kompleksiteten er høj og en almindelig advokat kan komme til kort.
Konsulenter
Det kan være en fordel at samarbejde med en eller flere konsulenter hvis firmaet ikke har de nødvendige ressourcer in-house. De kan enten være tilknyttet som en fast ressource eller mere ad hoc. Det kan være inden for økonomi, marketing, HR, IT, projektledelse eller andre funktioner at man bruger konsulenter, og de vil som regel altid være dyrere pr. time end en ansat, men det kan give god mening at have dem med om bord i situationer hvor der ikke er nok arbejde til en fuldtidsstilling eller hvor mængden af arbejde er stærkt svingende. Det kan give fleksibilitet og derved gøre driften og bundlinjen bedre.
Bestyrelse
Hvis en bestyrelse bruges optimalt, vil den altid være den første rådgiver. Ejerlederen kontakter sin bestyrelsesformand, og langt de fleste gange vil de to i fællesskab kunne løse problemstillingen. Hvis ikke de kan, vil en professionel bestyrelse der typisk består af erfarne erhvervsfolk ofte kunne hjælpe. De kender ofte virksomheden bedre end konsulenter og kan derfor hurtigt træde til i en given situation. En arbejdende bestyrelse fungerer derfor ofte rigtig godt i mindre virksomheder, man betaler bestyrelsen et honorar, men kan spare på omkostninger til konsulenter, fordi man har ressourcer der kan træde til og aflaste en ejerleder. Det giver ro i maven hos ejerlederen, og kan faktisk ofte betale sig økonomisk.
Skrevet af:
Lars Hejlskov
Partner i BB3